34. Hvordan kommer vi op af kaninhullet?

Mødet nærmede sig sin afslutning. Det havde været et godt møde på alle måder. Men der var også kommet meget i spil. Henriette, der var mødeleder, vidste godt, at det kritiske lige nu er at få samlet godt op. Men hun kunne se, at folk mentalt var ved at stemple ud; én tjekkede sin telefon, en anden havde pakket alle sine ting og drejet sig på stolen så hele kroppen vendte mod døren, en tredje satte sit vandglas oveni den tomme kaffekop og selv var hun også temmelig træt. "Jeg har vist faciliterings-tømmermænd", tænkte hun, med tanke på en kommentar, en konsulent engang havde brugt. "Hvad gør jeg nu…"

Ledergruppen på otte personer mødes en gang om ugen, og mødeleder Henriette går meget op i, at møderne er gode og energifyldte. Hun er grundig med dagsorden, og uddelegerer så meget hun kan, og hun er altid opsøgende på metoder til forbedring af møderne og samarbejdet. En gang deltog hun i et møde, hvor de lige efter en beslutning skulle sidde i stilhed 1 minut, inden de tog den endelige beslutning. Det var hun ret vild med, og hun har siden gjort det til en fast proces ved alle deres beslutninger i hendes eget team. Således også i dag. De har lige besluttet at gå i gang med at finde nyt administrationssystem. ”Vi er lige stille et minuts tid for at tænke og mærke beslutningen”, siger Henriette. Alle sætter sig i tænkeposition – undtagen Jens, der sender himmelvendte øjne til Adrian...

Inge – afdelingens administrationschef og den ældste både i alder og anciennitet – er vikarierende mødeleder, fordi chefen er på konference. Gruppen skulle følge op på et par indsatser, der ikke rigtig skrider fremad, og så er der en opsigelse i produktionen, som de også skal have drøftet. Produktionschef Gissem er indstillet på at organisere produktionen lidt anderledes, nu, hvor der opstår nye muligheder. Hun fremlægger sit forslag, og alle lytter interesseret og engageret. Undtagen Ulrik. ”Øh Ulrik, er du med os?”, spørger Inge, da hun ser, at han skriver på sin mobiltelefon i skødet. ”Ja ja – jeg er bare lige ved at få noget på plads med revisionen. Skal liiiige sende det her – så er jeg med”  

Det seneste år har været vildt. Der har været virkelig travlt – nok også lidt for travlt, og ledergruppen har tilmed fået et nyt medlem. Dertil kuldsejlede et større projekt næsten, og der har bare ikke været hænder og hoveder nok til at tage fra. Det har slidt på alle i ledergruppen, og det er ikke altid, at der er en særlig god stemning, når ledermøderne er slut. Henriette, der er leder for gruppen, er meget bevidst om, hvordan energien i gruppen kan smitte ud i organisationen. Gruppens nyeste medlem, Bo, sætter på et møde ord på, hvor presset alle er: ”Der hvor jeg kom fra, var HR meget mere synlige, på forkant og kommunikerende. Jeg forstår ikke...”.  Mere når han ikke at sige, før Christina, der er HR-chef, uden et ord rejser sig op og forlader lokalet grædende.  

Jens er chef for salgsafdelingen, og han har netop holdt et møde med alle sine mellemledere. Folk løber for stærkt, og der sker for mange fejl. Samtidig lægger han mærke til, at sælgerne kun følger op på deres leads i gennemsnit fire gange, og så afslutter de deres sag, som tabt eller udskudt. Det ser mærkeligt ud, synes han. Derfor var emnet for mødet: ”Hvordan kan vi forbedre processerne i salgsafdelingen? Hvor virker de godt, og hvor er der barrierer?” Det var et godt møde med masser af gode løsninger og høje ambitioner. Jens sidder nu med referatet og tænker over sit næste skridt…   

Det er en vanvittig travl periode i Henriettes afdeling. Sidste ledelsesmøde blev aflyst, fordi folk var alle andre steder end på kontoret. En enkelt gang mødtes gruppen for bare at drikke en kop kaffe, men samtalerne kredsede udelukkende omkring problemer i et større projektet, der trækker voldsomt på afdelingen, på konsekvensen af den medie shit storm, der for nyligt ramte firmaets topchef og på frygten for, hvordan de - som sagerne er lige nu – skal finde tid til den budgetproces, der lige om lidt begynder.  Henriette tænkte, at den kop kaffe nærmest havde den modsatte effekt. Den blev et ekkokammer for elendighed. Henriette gik direkte til sin PC og sendte en besked til hele ledergruppen: ”Husk at vores næste ordinære møde er på torsdag. Jeg ved, at vi alle har travlt, men det er vigtigt, at du deltager, da vi jo var nødt til at aflyse sidst. Om ikke andet, så deltag virtuelt.” Hun besluttede sig for at skære dagsorden ned til et minimum og bruge god tid på at lave en styret tjek-in.

Bo har været en del af ledergruppen i fire måneder nu. Han er ikke faldet godt til; han brokker sig ofte og lytter sjældent. ”Det er som om, han ikke er interesseret i, hvordan vi gør tingene her”, siger Gissem til sin kollega Inge. Inge har hørt andre kolleger sige det samme. Han virker arrogant, tilbagelænet, bedrevidende. Henriette, som er leder for hele gruppen og dermed også for Bo, er derimod begejstret. Hun begynder ofte deres fælles møder med at fremhæve et eller andet godt, som Bo har gjort for virksomheden. ”Jeg krummer tæer hver gang”, siger Inge.   

Der er otte medlemmer i ledergruppen. Hver har de ansvaret for deres del af organisationen. Når de mødes til ledelsesmøder, tager de beslutninger sammen. På dette møde har økonomichefen Ulrik foreslået, at flere af de juridiske og kontraktslige opgaver vedr. personalet flyttes fra HR til økonomiafdelingen. Dels af hensyn til GDPR, dels fordi han mener, det kan ensrettes bedre, dels fordi der findes et supergodt HR-modul til det eksisterende IT, dels fordi han har en ny controller i afdelingen som er vant til den slags opgaver. Ja han har mange argumenter. Christina som er HR chef raser. Hun synes det er ”tilbage til 80’erne”, som hun siger. Og de øvrige chefer har svært ved at se, hvorfor der nu skal to afdelinger inde over deres rekrutteringer. Bo – gruppens nyeste medlem - er vant til fra sit tidligere arbejde, at personaleadministration ligger et sted og HR-udvikling et andet, og derfor bakker han op. Gissem er så irriteret over, at Bo altid argumenterer med sine tidligere erfaringer, og derfor går hun tydeligt ind på Christinas side. Bølgerne går virkelig højt. Og det har de gjort længe. Henriette er leder, og hun orker ikke mere. ”Nu har vi de forskellige argumenter på bordet”, siger hun. ”Om lidt stemmer vi om det. Flertallet kommer til at afgøre dette og herefter forventer jeg, at alle bakker op”.

”Nu tillader jeg mig lige at spørge dumt, for jeg er jo den nye i denne gruppe” Bo er lige tiltrådt som Produktionschef. Han har afløst Esben og er nu Gissems nærmeste kollega. Han tager ordet fra starten til det første ledelsesmøde. Mødeleder og leder af gruppen Henriette har netop gennemgået dagsorden og spurgt om der er nogle kommentarer. Bo fortsætter ”Hvordan er politikken egentlig her i huset til at afslå mødeindkaldelser? Jeg deltager nemlig ALDRIG i møder uden dagsorden, så dem er jeg vant til at afslå. Og ærligt talt, da jeg så ned over dagsorden til dette møde, havde jeg lidt svært ved at se, hvad jeg egentlig skal bidrage med.” Henriette bliver stille et øjeblik. Det er tydeligt, at hun kæmper for at bevare fatningen. Hun gør sig altid umage med deres dagsordner og tager møder ekstremt alvorligt. ….   

Adrian finder sin mobil frem og påbegynder en besked til Per. De to har et møde om femten minutter, men det her ledelsesmøde trækker ud. Gad vide hvor længe? En ting er sikkert: Adrian når ikke sit møde med Per til tiden!

Henriette, som er mødeleder, er i gang med at informere om processen med at finde en ny kollega som erstatning for Esben, der netop er fratrådt. Der er faktisk mange i ledergruppen der allerede er involveret i den proces og dermed ergodt orienteret: Christina fra HR, Jens fra salg, Gissem fra Produktion. Faktisk er det kun de øvrige kollegaer Adrian (marketing), Inge (administration) og Ulrik (økonomi) som ikke er tæt på processen. Så det her punkt er blevet en blanding af orientering og gruppearbejde. Det skriver han til Per og de to skriver vittigt frem og tilbage om, at nogen bare skal høre sig selv tale hele tiden. Vi ses når vi ses, skriver Adrian.