hanne foighel's Podcast

Fire mænd på omkring tredive år mødes i en tom biografteatersal i Paris. Havde man mødt dem på gaden i Paris, i Manchester, i Tyskland eller i Holland, hvor de hver især har fået asyl, ville man næppe bemærke dem. Blot endnu tre mellemøstligt udseende flygtninge som befolkningerne og politikerne i Europa har deres meninger om.
Den ene af de tre er filminstruktør Rami Farah. De andre tre Yadan, Odai og Rani var i 2011 aktivister og citizenjournalister i byen Deraa. De dokumenterede de første demonstrationer, kæmpede for retten til at sige deres mening højt. Så deres venner blive dræbt og endte hver især med at flygte.
Rami Farah har en harddisc med deres første film. De ser dem sammen, taler om dem og græder.

i julesangen 'et barn er født i betlehem' syges om, hvordan jerusalem glæder sig i den anledning. men Jerusalem er en splittet by, der har svært ved at glæde sig over noget som helst
Det kunne være anderledes mener kuratoren på en kunstudstilling, der løber for tiden på kunstakademiet bezalel i tel aviv ved navn 'den lille hellighed', den handler om hvilke muligheder for sameksistens mellem jøder og arabere, der kunne ligge gemt på det sted, hvor der ofte strides, har habayit/tempelbjerget haram e-sharif/den noble helligdom i jerusalem

i oktober 1943 flygtede omkring 7000 danske jøder fra for den forestående nazistiske jødeaktion til sverige
der var givet varsel i synagogen og alle jøder forlod deres hjem. de var i løbet af et splitsekund blevet flygtninge.
min far flygtede 15 år gammel fra nordsjælland med sin bror og en anden ven.
min mor flygtede med sine forældre og søskende fra sydsjælland

hvilke spor har det sat hos mig og i det hele taget hos min generation af danske jøder at vi er vokset op som andengenerations flygtninge
det undersøger jeg i tre dele

medvirkende: judith beermann zeligson, linda herzberg, danny raymond
jeg har tilrettelagt
rune sparre geertsen har redigeret

i oktober 1943 flygtede omkring 7000 danske jøder fra for den forestående nazistiske jødeaktion til sverige
der var givet varsel i synagogen og alle jøder forlod deres hjem. de var i løbet af et splitsekund blevet flygtninge.
min far flygtede 15 år gammel fra nordsjælland med sin bror og en anden ven.
min mor flygtede med sine forældre og søskende fra sydsjælland

hvilke spor har det sat hos mig og i det hele taget hos min generation af danske jøder at vi er vokset op som andengenerations flygtninge
det undersøger jeg i tre dele,

medvirkende: tina Schwarz, dan tschernia, danny raymond, simon grabowski
jeg har tilrettelagt
rune sparre geertsen har redigeret

i oktober 1943 flygtede omkring 7000 danske jøder fra for den forestående nazistiske jødeaktion til sverige
der var givet varsel i synagogen og alle jøder forlod deres hjem. de var i løbet af et splitsekund blevet flygtninge
min far flygtede 15 år gammel fra nordsjælland med sin bror og en anden ven.
min mor flygtede med sine forældre og søskende fra sydsjælland

hvilke spor har det sat hos mig og i det hele taget hos min generation af danske jøder at vi er vokset op som andengenerations flygtninge
det undersøger jeg i tre dele

medvirkende: simon grabowski, tina schwarz, dan tschernia
jeg har tilrettelagt
rune sparre geertsen har redigeret

klimaforandringerne har sat sine spor i hele mellemøsten. adskillige år uden ordentlig vinterregn har fået regionens store floder nilen, eufrat og tigris til at skrumpe og mange mindre floder er helt eller delvist tørret ud. det gælder blandt andet jordanfloden, der skulle bringe ferskt vand til det døde hav, men jordanfloden har næsten intet vand og derfor løber der langt mindre vand ind i det døde hav, end der fordamper. så vandstanden i denne helt særlige salte sø på jordens lavest sted falder med langt over en meter om året
og så er det ikke kun klimaet, men også menneskene, der er skurkene i denne historie.

the dead sea is dying. climate changes and man are both responsible, but ecopeace middle east's israeli head gidon bromberg assures: the dead sea can still be saved

i syv år har gal lusky, med sin ngo israeli flying aid, hjulpet syriens svageste: kvinder og børn fanget i konflikten i områder, hvor regimet konsekvent har nægtet civile adgang til mad og medicin
nu hvor Assad regimet er tilbage i hele det sydlige Syrien, er der grund til bekymring for alle civile, der har befundet sig i oprørskontrollerede områder
på golanhøjderne.
i de seneste måneder har lusky leveret akut nødhjælp i den såkaldte bufferzone på golanhøjderne, hvor der befinder sig omkring 150.000 interne flygtninge - mest fra området omkring Daraa

gal lusky and her ngo israeli flying aid has been sending lifesaving aid to the weakest in syria for the last seven years. now with the regime take-over of southern syria lusky sees room for worry about the future of the civilians, who have lived in opposition ruled areas. the last two and a half years she has been aiding by providing tons of food medications field hospitals and more in the opposition ruled enclave bordering the israeli controlled Golan.
lusky hopes to be able to maintain the aid to 150.000 internally displaced from the daraa area now staying in the bufferzone.

inden jeg besøgte hani dobkins mode-og designskole for ultraortodokse kvinder på attende sal i en moderne kontorbygning i den ortodokse by beni brak øst for tel aviv ville jeg med lethed have slået mig til tåls med påstanden om, at ortodokse jødiske kvinder for det meste går i noget uformeligt gråt eller sort, stort set altid er flade sko og har tørklæder eller uklædelige parykker på hovedet. Og jeg kunne med lethed have bildt mig selv ind, at de muligvis på et religiøst grundlag gør deres bedste for ikke at interessere sig for hvordan de ser ud intet kunne være mere forkert

before visiting the hani dobkin design & fashion school for ultra orthodox women in bnei brak i had no idea that ultra orthodox women sometimes have to dress up for family events more than once a week and that they care deeply for fashion

hamas bevægelsen i gaza er i dyb politisk krise, pengekassen er slunken og hamas reelt er ude af stand til at tage sig af den 2 millioner store, udhungrede, fattige befolkning
derfor var hamaslederen yahyah sinwar sidste år klar til at acceptere en egyptisk plan, der skulle bringe selvstyret fra Ramallah tilbage på gazas grænser og blandt andet trække hamas i retning af en politisk bevægelse væk fra væbnet kamp og det uladsiggørlige mål at tilintetgøre israel
men mahmoud abbas i ramallah og benjamin netanyahu i jerusalem slog bak, da det viste sig, at sinwar var villig til og interesseret i at transformere hamas, fortæller nimrod novik


abbas and netanyahu first accepted then sabotaged an egyptian plan for gaza that was meant to transform hamas into a political not a militant movement. when hamas leader yahyah sinwar accepted the plan and began implementing it both ramallah and jerusalem withdrew their support, says nimrod novik a former political advisor to shimon peres and still active behind the scenes of middle east peace efforts

storpolitik kom ubelejligt i vejen for en venskabskamp der skulle være spillet mellem argentina og israel ugen inden verdensmesterskaberne skulle begynde i rusland men israels insisteren på at kampen skulle spilles i jerusalem medførte palæstinensiske protester og trusler i mod lionel messi - og det fik den argentinske fodboldunion til at aflyse kampen
det var den britiske forfatter george orwell, der i sin tid sagde, at ”sport er ligesom krig – bare uden våben’ og uanset, hvor mange gange nogen forsøger at formane, at sport og politik ikke skal blandes sammen så sker det jo alligevel hele tiden.

george orwell was the one to say that "sport is like war- just without weapons"
anyone still believing sport is not politics should know better

på anden del af min rejse rundt i israel for at møde nogen af landets palæstinensere fra familier, der ikke flygtede/flyttede/blev fordrevet fra deres hjem i 1948. her skal i møde repræsentanter for mindretallene i mindretallet: en israelsk druser og en kristen palæstinensisk israeler.
man overser nemlig tit at selvom over 750.000 mennesker flygtede under krig og uroligheder i forbindelse med statens oprettelse, var der omkring 160.000 palæstinensere, der blev i landet, som fik israelske statsborgerskab og i dag udgør en femtedel af israels befolkning.

meeting representatives of the non-jewish minorities citizens of israel: druze rafiq halabi, daliat el-carmel and christian julliet kahawaji of jaffa

man overser tit at omkring 160.000 palæstinensere ikke flygtede i 1948. de blev, fik israelsk statsborgerskab og udgør i dag en femtedel af israels befolkning. jeg har talt med repræsentanter for det store mindretal: her er tre af dem, de er alle muslimer, derudover ikke er enige om meget…

israel blev en uafhængig stat d.14. maj 1948, og fylder 70, men en del af prisen betalte de over 750.000 palæstinensere der flygtede under krig og uroligheder i forbindelse med statens oprettelse. de og deres efterkommere, har siden levet som flygtninge i israels nabolande.
15. maj markerer de Nakba, den palæstinensiske landflygtighed – katastrofen.


interviewing representatives of the arab palestinian minority in israel - a minority representing every fifth israeli:
meet mk ahmad tibi, samah salaime of wāħat as-salām - newe shalom and jamal majadleh of baqa al-gharbiyeh

de har ikke haft det let ved at vokse op i udkantsdanmark, som halv-danskere. de følte sig anderledes, fordi deres fædre er anderledes. mørkere. fremmede. indvandrede fra en tid, hvor det endnu ikke var et begreb, man kendte. slet ikke i bramming i vestjylland eller i den fynske landsby vissenbjerg. ingen kunne udtale deres navne. til gengæld fik de masser af øgenavne.
mød den 32 årige sanne cigale benmouyal og 27 år gamle jotam kristoffer confino. de er begge halvt danske og halvt israelske. de er begge journalister. og de er begge i israel for at møde og udforske deres israelske identitet et sted, hvor den er en del af det almindelige gadebillede. samtidig møder de det danske, der er en væsentlig del af dem selv, men som de tidligere havde svært ved at mærke, fordi der blev peget så meget fingre af dem.
en samtale om at vokse op og leve med blandet identitet. noget flere og flere af de kommende generation vil komme til at gøre

herbert pundik tager imod akkompagneret af fuglesang i haven i tel aviv og taler om israel dengang og nu i anledning af, at 70 år er gået siden, han satte ud med 39 andre unge danske jøder for at kæmpe for oprettelsen af den stat, der skulle være det ultimative svar på og afslutningen af antisemitismen - idag indrømmer han, at det var en naiv tanke

i bakspejlet betragter han også drømmen om at få lov til at være med til at opbygge verdens eneste fungerende socialistiske demokrati og beklager, at man ikke tidligt forstod, at de jødiske flygtninge ikke var alene i landet, der med sin oprettelse førte et andet folk i landflygtighed

han opremser israels mange succeser, kalder landet et mirakel samtidig med at udtrykker sin dybfølte frygt for, om den jødiske stat har en fremtid som både en demokratisk og en jødisk stat

for trettende gang bliver en alternativ mindehøjtidelighed afholdt i tel aviv på den officielle mindedag for de faldne i kampen for den jødiske stat. det alternative består i at dagen bliver markeret af israelere og palæstinensere sammen – i dyb respekt for de personlige tab også den anden side har måttet lide i konflikten.
aftenens hovedtaler er forfatteren david grossman, der siger:
israel er stadig ikke et hjem. israel blev oprettet for at det jødiske folk - der aldrig har følt sig hjemme noget sted i verden - endelig skulle have et hjem, men selv efter 70 år er israel stærk, måske endda en fæstning – men det er stadig ikke et hjem

israel is a fortress, but not yet a home, says david grossman in his memorial day speech to israelis and palestinians

livet i gaza er en langsom død, forklarer den 23 årige muhammad shehada, og det er grunden til at tusinder af unge hver uge deltager i den såkaldte 'tilbagevendelsesmarch' langs grænsen til Israel, også selvom det måtte være med livet som indsats
de første tre ugers march, protest, har kostet 34 mennesker livet og har såret flere tusinde
marchen er planlagt til at vare 6 uger ferm til 15. maj - nakbadagen, der falder sammen med 70 året for israels oprettelse

gaza youth wants out. according to the 23 year old muhammad shehada live in gaza is a slow death. that is the reason thousands of youth are participating in the 'march of return' demonstrations along the israeli border despite the death toll - now standing at 34 lies - and thousands of wounded by israeli soldiers
the march will continue till may 15 - the nakba-day
also marking 70 years since the creation of the state of israel

langt de fleste syrere er trætte og vil bare have krigen, volden, sulten, og bombningerne til at holde op
krigen i syrien er på mange måder afgjort, regimet har vundet. spørgsmålet er kun om assad selv bliver ved magten, siger den israelske menneskerettighedsaktivist og syrienforsker elizabeth tsurkov, der er tilknyttet tænketanken the forum for regional thinking
hun taler dagligt med tusinder af syrere på sociale medier og fortæller, at de, der har været aktivister, ikke vil kunne blive boende under assads fortsatte regime. det ville være farligt.
men der er mange neutrale syrere, der ikke har deltaget aktivt på nogen side, de hader alle parter - både regimet og oppositionen. de vil kunne blive boende under et fortsat assadregimet, så længe de ikke siger noget højt


Syrians are tired - most people just want the war to stop

den israelske forfatter etgar keret skriver korte historier fra dagliglivet - altid med et tvist, der sender læseren ud på en længere rejse i menneskesjælens forunderlighed
jeg skriver for at blive trøstet og finde menneskelighed, og måske ville jeg ikke søge det, hvis alting omkring mig var i orden. det virtuelle, det spekulative og fiktionen, der kommer frem, når man skiver, ville jo ikke være så interessant, hvis det var ting, man mødte hver dag, siger han blandt andet og konkluderer at:
skriveprocessen er lige så risikofyldt som at blive skudt levende ud af en kanon, man kan brække halsen på det, men som bonus får man muligheden for at se livet fra en helt ny vinkel.

lørdag syttende februar viser den jødiske filmfestival i københavn en usædvanlig film om, af og med etgar keret

http://www.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/Billetter-og-program/Film.aspx?filmID=v1030076

da godt 3000 polsk-jødiske flygtninge kom til danmark i 1969, var min far, isi foighel, formand for dansk flygtningehjælp. i sine erindringer 'jura er ikke nok' beskriver han, hvordan regeringen dengang åbnede landets porte for de forfulgte og, hvordan han oplevede det som en personlig opgave at hjælpe de, der i polen blev udelukket af samfundet, fordi de var jøder, begynde et nyt liv i danmark - LYT her til hvad han skrev

den polske instruktør marian marzynski var en af dem, der kom. han lavede dengang en film om sin immigration, ”brev fra st. Lawrence til polen”.
nu har marzynski skabt en ny film på baggrund af ”brev fra st. lawrence til polen”.
filmen hedder ”skibet/hatikvah”, og kan ses på københavns jødiske filmfestival 2018 i cinematequet i københavn onsdag d. 21. februar kl 16

biletter:
http://www.dfi.dk/Filmhuset/Cinemateket/Billetter-og-program/Serie.aspx?serieID=15533

restauranten shafa i jaffa, holder nordøstafrikansk fest for at støtte deres eritreiske ansatte og vise solidaritet overfor regeringens udvisningspolitik.
israel vil udvise omkring 38.000 afrikanske asylansøgere. de skal hjem til afrika, men da de fleste afrikanere i israel er flygtet fra eritrea og sudan, kan de ikke vende tilbage til deres egne lande. derfor har israel indgået aftaler med rwanda og uganda, om at tage imod de afrikanere, som israel udviser. de der ikke vil det, bliver fængslet og arrestationerne er begyndt.
regeringens politik har affødt protester fra asylansøgerne selv og fra israelske intellektuelle, forfattere og rabbinere, der er rystede over de associationer udvisning af flygtninge vækker.

israeli civil society, authors, rabbis and intellectuals have begun protesting the government policy of deporting african asylum seekers at the bar-restaurant shafa in jaffa the owners have chosen to show their protest against the threat of deportation by throwing an eritrean party for their asylum seeking employees and their friends