peterhoeg

At vi mennesker kan elske steder med en kærlighed så dyb som den vi ellers forbeholder mennesker, er alment kendt.

Men alligevel spændende og på en måde overraskende!

Hvad skal der til for at vi kommer til at elske et sted?

Det er vel de færreste af os der som Tom Waits (på albummet Raindogs) kan synge Anywhere I lay my head I’m gonna call my home.

Normalt skal der mere til. I Portugal og Spanien er der et fast udtryk for den uafrystelige kærlighed til det sted man er vokset op, en følelse der udtrykkes i formuleringen minha terra (i den portugisiske version) og besynges i en lang række af berømte fados, de portugisiske hjemstavnssange.

På et afrikansk sprog – Dholuo – heder det helt enkelt ’ot’, hjemmet.

På engelsk er det fanget i My home is my castle.

På tysk er Heimatmusik, hjemstavnsmusik, den mest omfattende musikalske genre.

Til denne meditation låner Peter overskrift fra den store svenske sociologiprofessor, Johan Asplund, som i en af format lille, men af indhold storslået bog, Om undran inom samhället, ’Om at undre sig indenfor samfundet’, har introduceret begrebet topofili, kærlighed til stedet.

 For Asplund danner ordet udgangspunkt for et skarpt blik på det moderne samfunds fremmedgørende aspekter, for den risiko vi løber for at miste steder der har en atmosfære til hvilken vi kan udvikle en stedkrop, en kærlighed til lokationen.

 Men denne meditation har et andet fokus. Som, hvis man skulle nævne en anden inspiration (som dog ikke nævnes i guidningen) kunne være kvantefysikeren Arthur Zajoncs bog om lysforskningens historie, Catching the Light.

Denne bogs pointe – fremsat med openminded forsigtighed – er at lyset måske ikke alene kommer ind i vores øjne udefra hvorefter vores hjerne så danner et billede af den ydre verden.

Måske stråler lyset i en vis forstand ud fra os, måske er der i den ydre verden hvad Jes Bertelsen kalder ’et bevidsthedsbidrag’ fra os selv.

 Hvad Peter spørger os om i denne meditation er om det er muligt, fra vores kærlighed til et eller flere steder, at mærke ind i hvad det er dette sted vækker i os.

For derfra måske at opdage at de kvaliteter vi har lagt ud på omverdenen, som vi tilskriver stederne, i virkeligheden altid har eksisteret, umisteligt, i os selv.

Om der i de steder vi elsker kunne være bevidsthedsbidrag fra os selv.

Om vi har mulighed for at finde den dybe kærlighed til et sted inde i os selv.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
kontakt@kontemplation.dk

Udgangspunktet for denne meditation har Peter, fortæller han, lånt af Agnes Henningsen hvis erindringers første bind har titlen Let gang på jorden.

Der blev efterfulgt af et andet bind,  Letsindighedens gave.

Begge titler var ment som venlige provokationer for en bonert samtid (første bind udkom i 1941):  Letsind og let gang er et betænkelige eller i hvert fald risikable ord som klinger af overfladiskhed og uansvarlighed.

Denne guidning låner lidt af denne provokation til, i den alvor som meditation ofte har, at pege på betydningen af lethed, af ubekymrethed.

Hvorefter der tilføjes endnu et element: Sikkerheden, præcisionen.

Selv om guidningen er helt kort, den varer bare syv minutter, finder den tid til at pege på tre fundamentale fif til den som vil træne i at bevæge sig på én gang vægtløst og præcist: Betydningen af kropsbevidsthed når vi er i kontakt med andre. Vigtigheden af små, upåfaldende pauser, også midt i talestrømmen. Og vågenhed på ikke alene der som siges, men også på atmosfæren mellem os og dem vi er i kontakt med.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
kontakt@kontemplation.dk