#blogcast

Nyhedskanalerne er slukkede. Selvvalgt. Normalt tjekker jeg dem flere gange dagligt. Lytter. Følger med. Mange gange per automatik. Af vane. Fordi jeg keder mig. Andre gange af nysgerrighed og interesse. Tit afføder det en dyb bekymring både for den lokale og den globale situation. Jeg kommer ofte til at føle mig så magtesløs i en verden, hvor de forskellige polariteter synes at blive trukket skarpere og skarpere op. Rød blok – blå blok. Øst – Vest. Putin – Zelenskyj. Demokrater – Republikanere.  Ven – Fjende.

I de næste ti dage åbner jeg ikke for nyhedsstrømmen, også selvom der snart er valg. Valgkamp. Jeg er på retræte, og for første gang siden jeg var teenager, følger jeg ikke med. Det føles næsten skamfuldt at erkende, at det opleves befriende. Det føles vigtigt at forsikre, at jeg ikke er ligeglad. Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg har muligheden for at stemme. Taknemmelig for at jeg lever i et demokrati.  Inden jeg lukkede ned, har jeg sat mig ind i forskellige partiers politik, taget valgtest. Set de første debatter, men præmissen under en retræte er at lukke ned for så meget fra den ydre verden som muligt. Skabe en kolbe. En slags trykkoger, hvor energien og intensiteten forbliver inde i mit rum og ikke lige så let afledes af ydre stimuli, emotioner og indtryk.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
kontakt@kontemplation.dk

Det er en sen sommeraften. Jeg ligger i et telt på en naturplads på Fur. I et smukt landskab med udsigt til Limfjorden. Her er langt til det nærmeste hus, og jeg er alene. Jeg mærker en anspændthed og vagtsomhed, idet mørket er ved at falde på, og ved udsigten til at skulle tilbringe natten her.

Som jeg ligger i teltet i min sovepose, hører jeg en kvindestemme. ”Reiki” kalder hun. Der er noget ved hendes stemme, der gør, at jeg slapper af. Lidt efter hører jeg en hund snuse rundt om teltet, og en mandestemme blander sig med kvindens. De vil slå lejr her. Stemmerne er rolige og dæmpede, og der sænker sig en ro over pladsen, mens de får gjort sig klar til natten.

Det bliver morgen, og vi står op nogenlunde samtidig. Vi siger godmorgen til hinanden, og passer ellers vores eget. Jeg er begyndt at pakke mine ting sammen, da jeg hører dem tale om at skulle meditere. Det studser jeg lidt over. De sætter sig, først manden, så kvinden, på en skråning ved pladsen. Der går lidt tid, og så får jeg en indskydelse til at sætte mig og praktisere med dem. Jeg sætter mig et stykke derfra foran et tomt shelter og påbegynder min praksis.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
kontakt@kontemplation.dk

Kan et enkelt spørgsmål – en formulering som vi har hørt mange gange før – pludselig åbne sig og optages på en ny måde? 
Er der opstået et sted, hvor ordene nu kan lande og blive liggende? 
Et sted der er blevet gødet og vandet, og som nu har den helt rigtige sammensætning af næringsstoffer til at suge betydningen til sig?

”Du har et glas foran dig. Er det halvt fuldt eller halvt tomt? Hvad ser du efter?”

Tidligere er dette spørgsmål bare gledet igennem mig. Måske har det gjort et kort ophold. 
Nu bliver ordene hængende. 
Jeg kan pludseligt sanse hele glasset. Tomrummet og den del, der er fyldt. 
Det bliver så tydeligt, hvordan mit sind altid har søgt mod manglen. 
Mod alt det, jeg ville ønske, var der. 
Alt det jeg ville ønske, jeg var. 

Hvis bare jeg havde… Hvis bare jeg var mere…

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
kontakt@kontemplation.dk

Indblik Bøger 2020.

Jens-Erik Risom, Satyarthi, har bag sig et livs beskæftigelse med personlig praksis og retreats – og hvad der må nærme sig 40 års pædagogisk erfaring.

Han er tilknyttet Vækstcenteret, har arbejdet tæt ved Jes Bertelsen, og har været og er i en træningsproces med ham.

Og så har Jens-Erik Risom – hvad der er vigtigt for en bog som denne – erfaring fra ophold i, og besøg på, flere spirituelle fællesskaber i Danmark og udlandet.

Og han har skrevet både lærebøger i meditation og menneskelig udvikling.

Denne omfattende ballast af træning, eksistentiel erfaring og formidling har han nedlagt i denne  bog der sammenfatter store dele af det der kaldes Vækstcenterpædagogikken: Den særlige måde hvorpå der på og fra Vækstcenteret undervises i individuel fordybelse, kollektiv empati og etisk ansvarlighed.

Den meget specielle opgave som centeret – og ’Spiritualitet i vor tid’ – har sat sig, er på den ene side at vise at spiritualitet kan trænes fri af religiøse dogmer. Og, på den anden side, at fraværet af dogmer ikke betyder at dybden og forbindelsen til den spirituelle tradition tabes.

Teksten forholder sig nært, loyalt og præcist til Jes Bertelsens undervisning og forfatterskab.
Den er indvævet med mange, omhyggeligt udvalgte, citater fra Jes’ bøger. Men er alligevel sin egen.

’Spiritualitet i vor tid’ er også en manual, en brugsbog. Med mange øvelser og konkrete handlingsforslag. Med information, beskrivelser og kort over mulige udviklingsforløb og med vejledning i hvordan man kan forstå og beskrive de mange dimensioner der langsomt kan åbne i meditative udviklingsprocesser.

You can’t beat experience. Intet slår erfaring. Man har ved læsningen fornemmelsen af at bag teksten ligger en – sikkert ofte dyrekøbt – erfaring som forfatteren har et oprigtigt – og også medfølende –  ønske om at give videre på en måde vi alle skal kunne forstå.

Bogen er lækkert og vægtigt – hvis vi må bruge de ord – tilrettelagt af Ninni Sødahl. Når man holder den i hånden, udstråler den allerede ved sin stoflige fremtræden sin tyngde, omhu, æstetik og indholdsrigdom.

Den er poetisk og præcist illustreret af Maibritt Larsson, man får lyst til at have de smukke figurtegninger forstørret til plakater.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
kontakt@kontemplation.dk

De oprindelige folk har vidst det altid:

Der må være en balance mellem det, vi giver, og det vi tager.

Hvordan er vi som mennesker fra naturens hånd rustet til at skabe denne balance?

Blandt andet gennem vores medfødte kompetencer til at agere med såvel åben som fokuseret bevidsthed, med hjertelighed (empati og medfølelse), med kreativitet samt kropsligt og åndeligt nærvær. Disse kompetencer rummer en iboende viden om sammenhæng, som langsomt i begyndelsen af livet får konkurrence af en lige så fantastisk iboende evne til at differentiere og skille ad, som tager fart, når jeget i de tidlige år dannes.

Imellem disse to evner må der i det enkelte menneske være en balance. Mellem mellem vores kontakt til og hvilen i de indre ressourcer og vores udadgående omsætning af de mange muligheder, som udviklingen af vores jeg byder på. En balance mellem vores væren i enheden og fællesskabet og vores omsætning af vores individuelle muligheder.

I den vestlige verden har der længe været en ubalance til fordel for den ydre ageren og jegets trang til at manifestere sine enorme ressourcer og kreative udviklingspotentialer i den ydre verden.

Det har medført overforbrug af såvel naturens som vores egne menneskelige ressourcer og en tiltagende fremmedgørelse af den enkelte fra sig selv og sin egen væsenskerne, og dermed også fra andre mennesker. Det man ikke har sans for og kan mærke hos sig selv, kan man ikke genkende hos andre.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
kontakt@kontemplation.dk

– Hjertets iboende medfølelse og visdom

Kan du mærke dit hjerte gå i stykker, når du ser udhungrede isbjørne som må kæmpe for at finde føde på grund, fordi indlandsisen smelter?

Eller er det bare blevet for meget med al den smerte og uorden, du skal forholde dig til, når du åbner din dør og går ud i verden? Måske er det enkleste at lukke af – og lukke sig inde?

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
kontakt@kontemplation.dk

En smal sti snor sig op ad bjergsiden. Nogle steder helt eller delvist overgroet af Hedychium gardnerianum, fakkelplanten. En plante der er invasiv på Azorerne. Jeg har gået ad denne sti mange gange mens jeg har været her. Hver gang med samme formål. Jeg skal hente vand fra en bjergkilde. Ofte har jeg brugt samme mulighed for også at tage et bad i kilden. Vejen er et par kilometer, stejl og krævende med 30 liter vand med på tilbagevejen. Jeg har nu gået denne vej for sidste gang.

For en måned siden ankom jeg på øen. Her blev jeg konfronteret af en kendt følelse. En lignende stemning havde meldt sin ankomst på en tur til de norske fjelde nogle år forinden. Følelsen af at være alene ude og rejse. Kun med en rygsæk. Et nyt sted. Med nye mennesker. Det er en oplevelse af at være nøgen for verden. For mig har det ledt til mange åbne møder.

Tilstedeværelsen vil ikke være alene. Den søger naturligt mødet med mennesker. Og man sætter sin lid til dem man møder. For ikke at være alene. Og for at dele denne specielle rejse.

Sådan mødte jeg Sofia. Åbent. Og hun mødte mig på samme måde. Man kunne se det på hende da jeg hentede hende i lufthavnen. Hun var vant til nomadelivet. Med hendes tasker og sin ukulele sad hun med et udtryk der var fuld af tillid. Det var bare tre dage efter min egen ankomst.

Besøg os her:
kontemplation.dk

eller følg os på vores sociale platforme:
Facebook
Instagram
Youtube

Du er velkommen til at skrive til os her:
kontakt@kontemplation.dk