#65 6 usunde fitness motivationscitater - og 2 der duer
Vi ser nærmere på 6 motiverende citater fra træningsverden og snakker om hvordan de kan være skadende både fysisk og psykisk. Til sidst snakker vi også om to citater, som vi ser mere positivt på.
I denne episode har jeg besøg af Søren Eltong, som er personlig træner i København hos Maxer. Vi snakker om hvorfor det er vigtigt at huske, at fitness handler om balance, sundhed og velvære. Fokusér på at skabe sunde og holdbare vaner, vær god mod din krop og arbejd med realistiske mål.
De 6 motiverende citater vi snakker om er:
- “Hvis jeg kan, så kan du også”.
- “Intet mad smager så godt som slank, markeret eller muskuløs føles”.
- "Luk munden og let røven”.
- “Never be satisfied”.
- "Gør dig fortjent til mad ved at forbrænde kalorier".
- "Strong is the new skinny (or sexy)."
Og de to citater vi er mere positive overfor er:
- "Strive for progress, not perfection".
- "Du behøver ikke tælle kalorier, men alle kalorier tæller".
Problemet med motiverende citater
Indenfor træningsverden kaldes motiverende citater, billeder og videoer mv. på engelsk for "fitness inspiration" og forkortet ofte "fitspiration" eller "fitspo". Det er i korte træk indhold, som skal skabe motivation - og det kan det nogle gange gøre.
Fitspo - herunder motiverende citater - kan fungere som positiv påvirkning og støtte til fysisk aktivitet og give lettere adgang til viden, men også være problematisk med negativ påvirkning af velvære og opfattelsen af hvordan sunde mål ser ud [1]
Konsumeringen af fitspo er forbundet med et mere negativt humør og større utilfredshed med kroppen samt nedsat selvværd om eget udseende i forhold til fx rejsebilleder [2]. Samtidig er fitspo forbundet med et negativt kropsbillede, især hos yngre, som ser ud til at være mere udsatte for denne type indhold [3].
Motiverende citater er ofte på engelsk og på trods af at engelsk er et stærkt fremmedsprog for mange danskere, så vil nogle nuancer alligevel gå tabt, hvilket kan betyde noget for tolkningen. Noget tydere på at mange fortolker citater på fremmedsprog som mere dybsindige end personer som har sproget som modersmål gør [4].
De motiverende citater, som vi snakker om, er naturligvis ikke lodret forkerte i alle situationer, men der går som minimum nogle væsentlige nuancer tabt - og derfor bør du være skeptisk overfor citaterne. En skepsis som kan være svær at huske når det går hurtigt på sociale medier.
1. “Hvis jeg kan, så kan du også”.
Denne tankegang er meget udbredt og vi ser det ofte i forbindelse med fx vægttab. Det afslører blandt andet en manglende bevidsthed om vigtigheden af genetik.
Vi har alle forskelligt udgangspunkt, genetik, opvækst, miljø og forhold til mad, træning og kropsbillede (og større traumer) mv. - og det har stor betydning for hvor nemt eller svært det er at opnå fx et vægttab for den enkelte.
Genetikken kan i sig selv forklare hvorfor det én person kan gøre, ikke nødvendigvis kan gøres af en anden. Jeg kan starte til sprinttræning eller svømning, meb jeg bliver aldrig Usain Bolt eller Michael Phelps. Jeg kan blive bedre til at løbe eller svømme hurtigt, men jeg kommer aldrig på deres niveau.
Personligt var jeg rigtig god i styrkeløft, men jeg ville aldrig være blevet ret god i vægtløftning fordi min kropsbygning med lidt længere lårben og en lidt kortere overkrop samt tendens til at være mere stiv end smidig ville være en stor ulempe i vægtløftning.
Hvis man skal se positivt på "hvis jeg kan, så kan du også", så kan der selvfølgelig være inspiration i processerne bag, at lære af at en anden person har opnået noget og den systematik og vaner, de har haft.
Så det er ikke fuldstændig ubrugeligt, men den samlede kontekst skal betragtes - hvem er personen, hvor gamle er de, har de børn og arbejde - altså andre elementer, som fortæller noget om ligheden eller mangel på samme.
At en 20-årig personlig træner, som lever i et fitnesscenter, fortæller en alenemor på 42 år til tre børn at "hvis jeg kan, så kan du også" - der er alt for forskellige forudsætninger til at det er meningsfyldt.
2. “Intet mad smager så godt som slank, markeret eller muskuløs føles”.
Citatet stammer fra den kendte engelske model Kate Moss, som med med ordene "Nothing tastes as good as skinny feels" blev fortaler for det tynde modelideal heroin chic, hvor fokus var at se så tynd ud og nærmest ligne en stofmisbruger.
Sagt med glimt i øjet kan man påstå at der må være mange velsmagende fødevarer og retter, som man ikke har smagt, hvis man har dén holdning. Men vigtigst er, at det taler ind i et dybt spiseforstyrret forhold til både mad og krop - at det at være tynd, markeret eller muskuløs er det vigtigste.
Det er samtidig udtryk for en sort/hvid tanke om, at enten skal du spise noget, der smager godt og som dermed vil gøre dig overvægtig - og ellers skal du enten lade være med at spise eller spise noget, der smager dårligt for at være tynd.
Alle fødevarer, som du synes om fra pizza, burger, chips, vin, øl, chokolade, is osv. skærer mange unødvendigt helt ud af deres kost, når de vil tabe sig i stedet for at fokusere på doseringen. Reduktion fungerer markant bedre på lang sigt end restriktion.
Det er ofte kalorieholdige fødevarer, så du kan spise mindre af det, hvis du skal tabe dig, men der er intet magisk i hvad folk opfatter som "fedende fødevarer" som gør at du tager på uanset mængden.
Specielt i hvert fald hvis det skal være holdbart på langt sigt er balancen vigtig, da mange ellers oplever at de "falder i" og det kan let give tanken at "nu kan det også være lige meget" - "what the hell"-effekten kalder man det - og så spiser du endnu mere end du behøvede hvis det ikke var forbudt.
3. "Luk munden og let røven”.
Det er ofte noget, der bliver sagt eller tænkt om overvægtige. Det får det til at fremstå som et let valg at "bare" gøre de to ting for at forandre ens liv og lægger hele ansvaret over på individet - både hvorfor du er blevet overvægtig og hvad du skal gøre for at komme ud af det. Den blødere variant kunne lyde "spis mindre og bevæg dig mere".
Der er mange elementer, som påvirker din risiko for at udvikle overvægt, som er helt ude af din kontrol fx genetik, opvækst, miljø mv. - men det reduceres ofte til at udelukkende handle om at du skal spise mindre og bevæge dig mere.
Helt lavpraktisk, så er det selvfølgelig korrekt at det vil føre til et vægttab, hvis man følger citatet, men det er ikke et brugbart råd, da det ikke fortæller om hvordan du skal gøre det i praksis.
Det overser samtidig kompleksiteten bag overvægt og hvorfor det kan være svært at forandre. For selvom det sandsynligvis vil bringe dig i kalorieunderskud at følge, så betyder det ikke at det er let at gøre i praksis eller at den måde at tale om overrvægt og vægttab rent faktisk er hjælper til forandring.
De fleste som siger eller tænker sådan, gør det nok med gode intentioner for at motivere, inspirere, presse og sige kom nu - tag dig sammen. Måske er du bekymret for din ven eller en i familien og vil hjælpe dem med lidt "tough love".
Problemet er bare, at der efterhånden er en del forskning, der viser, at ikke nok med at det ikke virker, så har det den modsatte effekt [5]. Overvægtige som føler sig stigmatiserede på grund af deres vægt, bliver større, bevæger sig mindre, spiser mere, er i højere risiko for at udvikle depression og angst, får et dårligere selvværd og et dårligere kropspillede.
4. “Never be satisfied”.
Her høres fitness-ånden i sin reneste form: det er aldrig godt nok. Du skal altid gå efter "greatness" - eller hvad det bedste engelske er for at beskrive hvor hårdt du "grinder" og træner. Det er den direkte vej til konstant utilfredshed. Du er utilstrækkelig, det er aldrig godt nok, dine resultater er alt og du er ikke god nok.
Målet og resultaterne er det eneste som tæller, processen er helt glemt - og selv når du opnår dine mål, så skal du altid sætte et nyt mål, der er endnu vildere; større muskler, lavere fedtprocent, endnu stærkere osv.
Det sikrer at du aldrig bliver tilfreds for du skal altid jagte mere og når målstregen hele tiden flytter sig, så har du opskriften på at være ulykkelig.
Når noget er godt nok, så er det per definition godt nok. Det betyder ikke at det er perfekt - og det behøver det heller ikke være. Der er ikke noget endemål i træningsverden - du kan altid få større muskler, blive stærkere, lavere fedtprocent, bedre symmetri osv.
5. "Gør dig fortjent til mad ved at forbrænde kalorier".
Som udgangspunkt skal du ikke gøre dig fortjent til noget hvad angår mad. Hvis du ligger stille i sengen hele dagen, så forbrænder du stadig en masse energi. Din krop kræver stadig en størstedelen af dit ligevægtsindtag for overhovedet at holde dig i live.
Den største procentdel af det dagelige energiforbrug kommer nemlig fra dit basalstofskifte også kaldet hvilestofskifte. Det dækker kroppens vitale funktioner. For nogle handler tanken mere om at gøre sig fortjent til "usund mad" som slik, kage, McDonalds, pizza osv., - men husk på at ingen madvarer er forbudte eller fedende i sig selv. Det handler om mængder.
Den negative logik fører ofte til cheat days med overspisning, følelsen af at synde og falde i. Det kan også føre til endeløse konkrete udregninger af hvor mange kilometer du skal løbe for at kunne spise en Snickers.
6. "Strong is the new skinny (or sexy)."
På overfladen lyder det som om det handler mere om hvad din krop kan og ikke hvordan din krop ser ud. Men det er reelt set primært et nyt skønhedsideal - at man skal have mere muskelmasse og se stærk ud - ikke nødvendigvis være det.
Dvs. i stedet for at kropsidealet er at være skinny, så er idealet at have mere muskelmasse, men stadigvæk være i ret lav fedtprocent. Derfor er det stadig et ideal, som de færreste kan leve op til.
Det handler mere om at se stærk ud end at være det og det er generelt mere hensigtsmæssigt at fokusere på hvad kroppen kan og hvordan kroppen føles end kun på hvordan den ser ud [6].
To citater vi er mere positive overfor
For at det ikke kun skal være en kritik af motiverende citater, så kommer her to citater, som vi er mere positive overfor.
1. "Jagt forbedring, ikke perfektion".
Det giver mening at være mere processorienteret og være lidt mindre resultatorienteret. Paradoksalt nok, så giver det resultater. Derudover er det ikke utilfredsstillende som i "never satisfied", men positivt at glædes ved fremgang uden at det behøver at være perfekt.
Hvis jeg har et mål om at blive stærkere fx dødløfte 100 kg og lige nu kan jeg dødløfte 60 kg, så vil et godt skridt på vejen være 65 kg - jeg er stærkere og på vej i den rigtige retning.
Det giver fokus på de små sejre, så du kan samle på succesoplevelser, som over tid virkelig kan gøre stor positiv forskel. Samtidig vil du slå dig selv mindre i hovedet på vejen mod dine mål - og hvis noget er nyt for dig, så vil det være uperfekt og udfordrende.
Hvis du forventer at være super god fra start, så vil du blive enormt skuffet.
Mange af de klassiske mål i trænings- og sundhedsverdenen har ikke noget endepunkt. Det slutter aldrig. Selv hvis du sætter verdensrekord, så kan du slå din arbejde mod at slå din egen verdensrekord. Det kan altid blive bedre - så du skal selv finde ro.
2. "Du behøver ikke tælle kalorier, men alle kalorier tæller".
Det er mest relevant for folk, som ønsker at tabe sig. Der er intet krav om at du skal tælle kalorier. Kalorietælling er ikke for alle, men det virker for nogen. For andre vil det give ubehagelige følelser og så skal man lade være med det.
Men uanset hvad, så skal du huske, at alle kalorier tæller. Mange mennesker har en tendens til at undervurdere, hvor meget de egentlig spiser og overvurdere hvor meget de forbrænder gennem bevægelse. Det er viste gentagne gange i studier - selv diætister undervurderer hvor mange kalorier de indtager.
Det kan være grobund for stor frustration og give bekymringer som fx "er min forbrænding gået i stå?". Nej, det er den ikke medmindre du er død. Men du spiser mere end du tror. Alle små snacks, lidt olivenolie til dressing, flydende kalorier mv. som de fleste ikke tænker over, tæller med i regnskabet.
Og det kan udgøre mange kalorier på daglig basis uden at give dig mæthed. Det er meget frustrerende at tro du spiser 1.250 kalorier og derfor burde jeg tabe mig, men i virkeligheden indtag fx 2.200 kalorier.
Derudover har kroppen en lang række ubevidste og intuitive måder at regulere dit indtag eller forbrænding på dvs. belønning, mindre bevægelse, større sult osv. Regulering, som gør det sværere at tabe sig og holde vægten.
Er det nødvendigt at tælle kalorier for at tabe sig? Nej, men derfor tæller alle kalorier stadig.
Lyt til episode 65 om motivationscitater
Du kan høre episode 65 i Apple Podcasts her.
Du kan høre episode 65 på Spotify her.
Du kan downloade episode 65 fra Libsyn her.
Se oversigten over alle episoder af podcasten her.
Du kan også streame episoden direkte her: